Ledorme er en dyrerække, der omfatter havbørsteorme (Polychaeta) samt saddelorme (clitellater), der underinddeles i saddelbørsteorme (Oligochaeta) og igler (Hirudinea). Der er i alt beskrevet ca. 12.000 arter af ledorme, hvoraf flertallet er havbørsteorme. Fra Danmark kendes ca. 500 arter af havbørsteorme, ca. 200 arter af saddelbørsteorme og 30 arter af igler.
Annelida, annelider
Den mindste fritlevende ledorm er havbørsteormen Neotenotrocha sterreri, hvor hannerne kun er 1/7 mm lange, hunnerne 1/5 mm; hannen af den nærtbeslægtede Dinophilus gyrociliatus er endnu mindre, 1/20 mm, men den lever nærmest som parasit på hunnen. De længste ledorme er de australske kæmperegnorme, der kan opnå en længde på næsten 3,5 m.
Ledorme er normalt langstrakte dyr, hvis krop består af et hoved (prostomium), et mundled (peristomium), et antal kropsled (fra tre til over 1000) og en anallap (pygidium). På de fleste kropsled findes børster i fire bundter, to på hver side, og hos havbørsteormene er børsterne ydermere placeret på udvækster fra kropsvæggen kaldet børstefødder (parapodier). Hos iglerne er børsterne bortreducerede. Hos havbørsteormene er sansevedhæng normalt koncentrerede på hovedet og de forreste led, mens saddelbørsteorme og igler mangler sådanne vedhæng. Mange havbørsteorme har desuden på eller nær forenden af dyret vedhæng, hvis formål er at indsamle fødepartikler.
Kroppen er en hudmuskelsæk med en stor væskefyldt kropshule, som kan være delt i mindre rum af skillevægge mellem de enkelte led. Visse organer findes gentaget i hvert led, fx nyrer, nerveganglier og kønsorganer. Hos saddelormene er kønsorganerne dog altid koncentreret i nogle få specialiserede led. Kropshulen er kraftigt reduceret hos en lang række mindre havbørsteorme samt hos alle igler, hvor den har fået funktion som blodkarsystem.
De fleste havbørsteorme lever på eller i havbunden som voksne, men gruppen rummer også arter, der lever i planktonet (i de frie vandmasser), i kommensale forhold (se kommensalisme) sammen med forskellige hvirvelløse dyr eller som parasitter på overfladen af havsvampe, krebsdyr og søliljer. Der findes også en del arter i ferskvand og i troperne nogle få, der lever i fugtig jord eller endog i træer. Saddelbørsteorme og igler har deres hovedudbredelse i ferskvand og på land.
Saddelorme er hermafroditter, og parringen fører til en gensidig befrugtning, hvorefter begge parter lægger æg i en kokon, der udskilles af saddelen (clitellum). De fleste havbørsteorme er særkønnede, og gruppen opviser stor mangfoldighed i reproduktionsadfærden. Rørboende former frigiver ofte sæd og æg i de frie vandmasser ved en massegydning, hvor synkroniseringen kan skyldes faktorer som vandtemperatur, månefaser eller udskillelsen af særlige hormoner (feromoner) af det modsatte køn. Mange havbørsteorme undergår kraftige ændringer i deres udseende i forbindelse med kønsmodningen, et fænomen, der kaldes epitoki. Det mest berømte eksempel er nok palolo-ormen, der findes ved Samoa og Fiji-øerne. Hvert år sidst i oktober sværmer bagender fyldt med kønsprodukter op til havoverfladen, mens forenderne lever videre på havbunden. Palolo-ormen sværmer altid, når månen er i sidste kvarter af sin fase, og store mængder af ormene bliver indsamlet af lokalbefolkningen til et festmåltid.
Hos mange havbørsteorme klækkes ægget som en cilieret trochophora-larve. Den lever i de frie vandmasser i kortere eller længere tid, gennemgår en forvandling og bundfælder sig som en lille udgave af den voksne orm. Hos saddelormene er udviklingen direkte, dvs. larvestadierne gennemføres i ægget, og dyrene klækkes som små orme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.