led (anatomisk begreb)

De uægte led klassificeres efter forbindelsesmaterialets art. I synchondroser består forbindelsen af hyalin brusk. Synchondroser findes hos pattedyrene som rester af bruskskelettet, bl.a. epifyseskiver i rørknogler. De fleste synchondroser forbener med alderen og betegnes da synostoser.

I syndesmoser består forbindelsen mellem knoglerne af trækstærkt kollagent bindevæv. Denne ledtype findes bl.a. mellem de kranieknogler, der danner hjernekassen, hvor de er næsten ubevægelige og betegnes suturer. Også menneskets fodledsgaffel sammenholdes af en stram syndesmose mellem skinneben og lægben.

Symfyser er en særlig type af uægte led, hvori knoglerne sammenholdes af kollagent bindevæv, udformet som koncentriske lameller, der omslutter et rum med en tyktflydende væske, beliggende mellem knoglerne. Forbindelsen er stramt fjedrende og tillader en vis indbyrdes bevægelighed af knoglerne. Symfyser findes bl.a. fortil i bækkenringen (hvor de hos kvinder svækkes under graviditet) og mellem hvirvellegemerne, hvor de betegnes båndskiver.

Beslægtet med de uægte led er såkaldt falske led, pseudartroser, som undertiden opstår efter knoglebrud, hvor brudenderne fejlagtigt forbindes af bindevæv i stedet for af knoglevæv, oftest som følge af, at bruddet ikke har været holdt i ro under helingen.

I ægte led, synovialled (lat. articulatio, gr. arthron), er knoglernes kontaktflader beklædt med hyalint brusk, ledbrusk. En bindevævshinde, synovialismembranen, forbinder ledbruskenes rande og aflukker et snævert rum, ledhulen, der indeholder en slimet væske, synovia, som udskilles af membranen og virker som smøremiddel mellem ledfladerne. Yderst er leddet omsluttet af en fibrøs ledkapsel, som er fast tilhæftet knoglerne og adskilt fra synovialismembranen af løst bindevæv, der ofte indeholder en del fedtvæv.

For ikke at hæmme leddets normale bevægelser er områder af kapslen og synovialismembranen slappe og danner i en yderstilling en "omslagsfold", der udrettes ved bevægelse mod den modsatte yderstilling. Det er vigtigt for opretholdelse af et leds normale bevægelighed, at det jævnlig bringes i sine yderstillinger, da ledkapslen ellers forkortes, ligesom der kan ske sammenvoksninger i synovialismembranens omslagsfolder.

I visse led, bl.a. kæbeleddet, findes en fibrøs bruskplade, ledskive (discus articularis), indskudt mellem ledfladerne, således at ledhulen opdeles i to kamre, og i knæleddet findes lignende strukturer, menisker, indskudt i ledhulen (se knæ). I skulder og hofteled er ledbrusken på den ene ledflade (ledskålen) udbygget med en ledlæbe af tryk- og trækstærk, fibrøs brusk, tilhæftet randen af ledbrusken.

Ledhulen har normalt karakter af et spalterum, der kun indeholder en ganske lille mængde ledvæske. Hvis ledfladerne søges adskilt, fx ved at trække i en finger, opstår der et undertryk i leddet, som holder ledfladerne i kontakt, op til det punkt, hvor trykket i ledhulen bliver lavere end vands damptryk ved den i leddet herskende temperatur. Når denne grænse overskrides, dannes der ved stødkogning med et hørbart smæld en dampboble i ledhulen. Det samme sker i mange led, når disse tvinges ud i en yderstilling, fx ved kiropraktisk manipulation.

Ved irritationstilstande (inflammation) i synovialismembranen udskiller denne en øget mængde væske, der udspiler ledkapslen, hydrarthron 'vand i leddet'.

Mens de uægte led kun tillader små rokkende bevægelser mellem de forbundne knogler, er de ægte led højt specialiserede for udførelse af større og præcist styrede, næsten friktionsfri bevægelser. Styringen beror dels på ledfladernes udformning, dels på ledbånd, ligamenter, der er tilhæftet knoglerne, og som ved deres stramning begrænser leddets bevægelighed i visse retninger.

De ægte led inddeles efter de bevægelser, der kan udføres i leddet, i en række undertyper: glideled tillader parallelforskydninger mellem knoglerne (fx leddene mellem håndrods- og fodrodsknoglerne); hængselled (lat. ginglymus) tillader kun drejebevægelser omkring én akse, der står vinkelret på knoglernes længderetning (fx ankelleddet); drejeled tillader også kun drejning omkring én akse på langs af knoglen (fx ledforbindelsen mellem armens spoleben og albueben); saddelled tillader drejning omkring to på hinanden vinkelrette akser (fx tommelens rodled); ellipsoidled (ægled) har ligeledes to akser, men begrænset bevægelighed omkring den ene (fx håndleddet); kugleled tillader drejning omkring tre på hinanden vinkelrette akser (fx hofteleddet).

I visse led mødes mere end to knogler i den samme ledhule, såkaldt sammensatte led som fx albueleddet. Når bevægelse i et led medfører tvungen medbevægelse i et andet led, betegnes de kombinerede led, fx de to kæbeled.

Den meget lave friktion i de synoviale led skyldes ledvæskens indhold af hyaluronsyre, der giver væsken en høj viskositet og sammenhæng, som stabiliserer væskefilmen over ledfladerne og hæmmer dens bortpresning fra kontaktfladen. Ledbrusken har egenskaber som en meget stiv gel, hvorfra vand med et vist hyaluronsyreindhold udpresses ved længerevarende belastning, dvs. at der udskilles smøremiddel fra selve kontaktfladerne i leddet, når belastningen er stor og langvarig. Når belastningen ophører, genoptages væsken i brusken. Ledvæskens smøreevne over for hyalint brusk er fremragende, men nedsættes ved lav temperatur. Et led arbejder derfor bedre og slides mindre, når det er varmt, fx ved idrætsudøveres brug af knævarmere, se også slidgigt.

Ledbrusken indeholder ikke blodkar, og dens ernæring er afhængig af diffusiv stofudveksling med ledvæsken. Udskiftning af væskefilmen på bruskens overflade under bevægelse er derfor vigtig. Langvarig ophævelse af ledbevægelsen (immobilisation som fx ved gipsbandagering) skader derfor brusken. Se også ledinflammation, ledlæsioner, ledmus, ledskred og ledsmerter.