Langhaler, Macrouridae, familie af dybhavsfisk, der er beslægtet med torskefiskene. De flere hundrede arter lever ved bunden ned til 6000 m og er den mest dominerende fiskegruppe på større dybder. De har et stort hoved og en lang tilspidsende hale. Mange arter har en fremskydelig mund, der er velegnet til fangst af bundlevende dyr. De kan blive over 1 m, men det meste er hale. Langhaler fiskes kommercielt bl.a. ved Grønland. Skolæst (Coryphaenoides rupestris) er almindelig i de dybe dele af Skagerrak.