Kumulatbjergart, (1. led afledt af lat. cumulare 'opstable'), plutonisk magmabjergart dannet ved lagvis akkumulation af mineraler i et magmakammer. Den klassiske opfattelse er, at dette sker ved sedimentation af krystalkorn udfældet under magmaets størkning, men kumulatstruktur menes i en del tilfælde at være opstået ved krystallisation af lagdelte magmaer. Veludviklede eksempler findes fx i Bushveldkomplekset og Skærgårdsintrusionen.