Kulturlandskab, landskabet, således som det fremstår påvirket af menneskers virksomhed. Heroverfor er naturlandskabet det helt uberørte landskab, som kun er påvirket af naturkræfterne. I denne forståelse er naturlandskab meget sjældent, og man kan diskutere, om det overhovedet findes.

Den vigtigste enkeltfaktor i kulturlandskabets dannelse har været landbrugets udbredelse og teknologiske udvikling med omfattende ændringer til følge; det gælder både terræn (udjævning, terrassebygning), hydrologi (kunstvandingskanaler, dræning) og biologi (monokultur og forvisning af megen fauna). Industri og minedrift med tilhørende energiforbrug, transportanlæg og lagerpladser har i endnu højere grad forandret landskabet ligesom bylandskabet med dets vidtgående påvirkning af vand, vegetation, dyreliv og sågar klima.

Megen kulturpåvirkning af landskabet i det moderne samfund går ud på at bevare naturelementer, hvor de findes, og genskabe dem, hvor de er forsvundet, men det er en pointe, at en sådan naturbevaring kræver en stor kulturindsats, og at vore såkaldte naturområder kun kan eksistere gennem en omfattende pleje og kontrol. For en videre diskussion af natur-kultur-forholdet, se natur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig