Kulsejl var indretninger, som tidligere blev brugt på sejlskibe til at skaffe frisk luft til skibsrum under dæk. Som en videreudvikling af kulsejlet brugte man på ældre damp- og motorskibe i stedet fastmonterede ventilationsrør med vendbare ventilationshætter.
Faktaboks
- Etymologi
-
1. led kommer af ældre nydansk kule 'blæse frisk, lufte', jf. kuling.
- Også kendt som
-
luftsejl, vindmand
Fælles for disse indretninger var, at det var vinden, der sørgede for ventilationen.
Et kulsejl består af et sejldugsrør, som holdes i form af indsyede ringe. Den nederste ende føres ned i det rum, der skal ventileres, gennem en luge e.l. Foroven er røret forsynet med et vindfang i form af et par sejldugsvinger, som hejses op i rigningen, således at vinden fanges og ledes ned gennem røret.
Kulsejl blev brugt dels i flådens skibe, hvor mandskabet ofte boede dybt nede i skibet, dels i handelsskibe, såfremt lastrummene under dæk krævede ventilation.
En afart af kulsejlet blev brugt så sent som i midten af 1900-tallet på skibe, som sejlede i tropiske områder. Det bestod af et kort metalrør, som var skråt afskåret i den yderste ende. Den inderste ende kunne fastgøres udvendigt på et åbent koøje og kunne, når den skrå åbning vendte mod sejlretningen, blæse frisk luft ind i rummet bagved koøjet.
I dag er stort set al skibsventilation mekanisk og drevet af elektricitet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.