kulsejl

Kulsejl var indretninger, som tidligere blev brugt på sejlskibe til at skaffe frisk luft til skibsrum under dæk. Som en videreudvikling af kulsejlet brugte man på ældre damp- og motorskibe i stedet fastmonterede ventilationsrør med vendbare ventilationshætter.

Fælles for disse indretninger var, at det var vinden, der sørgede for ventilationen.

Et kulsejl består af et sejldugsrør, som holdes i form af indsyede ringe. Den nederste ende føres ned i det rum, der skal ventileres, gennem en luge e.l. Foroven er røret forsynet med et vindfang i form af et par sejldugsvinger, som hejses op i rigningen, således at vinden fanges og ledes ned gennem røret.

Kulsejl blev brugt dels i flådens skibe, hvor mandskabet ofte boede dybt nede i skibet, dels i handelsskibe, såfremt lastrummene under dæk krævede ventilation.

En afart af kulsejlet blev brugt så sent som i midten af 1900-tallet på skibe, som sejlede i tropiske områder. Det bestod af et kort metalrør, som var skråt afskåret i den yderste ende. Den inderste ende kunne fastgøres udvendigt på et åbent koøje og kunne, når den skrå åbning vendte mod sejlretningen, blæse frisk luft ind i rummet bagved koøjet.

I dag er stort set al skibsventilation mekanisk og drevet af elektricitet.