Kulsejl var indretninger, som tidligere blev brugt på sejlskibe til at skaffe frisk luft til skibsrum under dæk. Som en videreudvikling af kulsejlet brugte man på ældre damp- og motorskibe i stedet fastmonterede ventilationsrør med vendbare ventilationshætter.

Faktaboks

Etymologi

1. led kommer af ældre nydansk kule 'blæse frisk, lufte', jf. kuling.

Også kendt som

luftsejl, vindmand

Fælles for disse indretninger var, at det var vinden, der sørgede for ventilationen.

Et kulsejl består af et sejldugsrør, som holdes i form af indsyede ringe. Den nederste ende føres ned i det rum, der skal ventileres, gennem en luge e.l. Foroven er røret forsynet med et vindfang i form af et par sejldugsvinger, som hejses op i rigningen, således at vinden fanges og ledes ned gennem røret.

Kulsejl blev brugt dels i flådens skibe, hvor mandskabet ofte boede dybt nede i skibet, dels i handelsskibe, såfremt lastrummene under dæk krævede ventilation.

En afart af kulsejlet blev brugt så sent som i midten af 1900-tallet på skibe, som sejlede i tropiske områder. Det bestod af et kort metalrør, som var skråt afskåret i den yderste ende. Den inderste ende kunne fastgøres udvendigt på et åbent koøje og kunne, når den skrå åbning vendte mod sejlretningen, blæse frisk luft ind i rummet bagved koøjet.

I dag er stort set al skibsventilation mekanisk og drevet af elektricitet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig