kropsterapi

Artikelstart

Kropsterapi, psykoterapeutisk retning, der bygger på den antagelse, at individets forvaltning af følelser og konflikter afspejler sig i kroppen, fx i kropsholdning, muskulære spændinger og åndedræt. Kroppens spændingsmønstre betragtes som en nøgle til at forstå individets udviklingshistorie.

Den østrigske læge Wilhelm Reich udviklede i 1930'erne den karakteranalytiske vegetoterapi, der specielt fokuserede på, at individets personlighed og psykiske forsvar viser sig i dets kropslige udtryk. Ved at bearbejde de kropslige spændinger og blokeringer samt åndedræt mente han at kunne behandle de bagvedliggende psykiske problemer.

Wilhelm Reich var elev af Freud, men fjernede sig med sine vegetoterapeutiske principper fra den klassiske psykoanalyse. Hans elev Alexander Lowen (1910-2008) udviklede i 1950'erne den bioenergetiske metode, der er en mere aktiv teknik til at bearbejde de neurotiske spændinger i kroppen med henblik på at frigøre den psykiske energi, der er bundet der. I 1970'erne har blandt andre George Downing integreret kropsterapi med objektrelationsteori.

I Danmark foretages kropsterapi af afspændingspædagoger, fysioterapeuter og psykologer med en speciel uddannelse, men kropsterapi har ikke fået den store betydning og udbredelse i det danske sundhedssystem.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig