Kongepalme, arter af slægten Roystonea (tidl. Oreodoxa) i palmefamilien med ti arter naturligt udbredt omkring Det Caribiske Hav, især på Cuba. Roystonea regia og R. oleracea plantes som prydtræer i mange tropiske lande, fx langs veje og i parker, hvor rækker af deres enorme, op til 30 m høje, grå stammer danner iøjnefaldende søjlegange.