Konebåd, umiak, umiaq, 8-12 m lang båd tidligere anvendt af inuit til fangst og som transportmiddel. Den bestod af et sammensurret træskelet beklædt med afhårede, vandtætte, sammensyede sælskind og var undertiden udstyret med sejl af sammensyede tarmskind eller stof. Ved hval- og hvalrosfangst var den bemandet af mænd, men blev ellers på rejse roet af kvinder, ofte med en ældre mand ved roret. Betegnelsen konebåd kendes fra Hans Egedes Det gamle Grønlands nye Perlustration (1729).
Konebåden blev brugt på flere grønlandsekspeditioner, bl.a. af Peder Olsen Walløe (1716-93) i 1751-53 og af Gustav Holm i 1883-85 (se Konebådsekspeditionen), pga. dens lethed og rummelighed samt muligheden for let at reparere den, hvis den led overlast på rejsen. De vestgrønlandske konebåde gik af brug i løbet af 1900-t. pga. overgangen til erhvervsfiskeri og indførelsen af træbåde. Den sidste konebåd var fra Egedesmindeområdet (nuv. Aasiaat); den blev brugt på en rensdyrjagt til indlandet i 1966 og derefter skænket til museet i Nuuk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.