Knogletransplantation, operation med indlæggelse af knoglespåner eller mindre knoglestykker, som enten stammer fra patienten selv eller en knoglebank. Knogletransplantation er en af de oftest udførte former for transplantation og foretages for at stimulere knoglenydannelsen ved manglende heling efter knoglebrud, ved større knogledefekter, hvorved ny knogle kan vokse ud fra det indlagte knoglevæv, samt ved operationer, der udføres for at gøre et led stift (artrodese). Pga. risikoen for dannelse af rhesusantistoffer, som kan komplicere en evt. graviditet, sikrer man ved blodtypebestemmelse, at piger og kvinder i den fødedygtige alder ikke modtager knoglevæv fra en donor med en fremmed rhesustype.