kinesisk-japanske krige

brød ud efter en strid mellem de to lande om kontrollen over Korea. I juli 1894 udråbte japanerne en ny regent i Korea, og Kina svarede med at sende et transportskib med over tusinde soldater til området. Dette skib blev sænket af japanerne, som i de efterfølgende kampe sejrede i Manchuriet og i Shandong og samtidig ødelagde den kinesiske flåde. I Shimonoseki-traktaten, der afsluttede krigen, blev Kina bl.a. tvunget til at anerkende Japans reelle kontrol over Korea, afstå Taiwan og give japanerne øgede økonomiske rettigheder i Kina.

I september 1931 indtog japanerne uden at møde væsentlig militær modstand de nordøstkinesiske provinser, der udgjorde Manchuriet, og i 1932 oprettede de marionetstaten Manchukuo.

I løbet af 1937-38 erobrede japanerne hele Østkina i en uerklæret krig med enorme tabstal især blandt civile kinesere. Guomindang-regeringen kontrollerede herefter kun det vestlige Kina, mens kommunisterne havde deres baseområder i de fattige områder i det centrale Nordkina. Den kinesiske modstand mod den japanske besættelse blev svækket af voldsomme indbyrdes kampe mellem nationalister og kommunister. Da Japan overgav sig i august 1945, var de kinesiske kommunisters popularitet i befolkningen blevet klart øget pga. deres rolle i krigen. Krigen 1937-45 kaster stadig en skygge over forholdet mellem Kina og Japan, og især behandlingen af krigen i japanske skolebøger forarger kineserne.