kedel (Vandrørskedel)

Kedel (Vandrørskedel), Ved højere vand-/damptryk, højere temperaturer og større ydelse kan konstruktionsprincippet i kanalrøgrørskedlen ikke anvendes. Der byttes da om, således at kedelvandet strømmer i rør, og røggassen strømmer uden om rørene. Afhængigt af fabrikat og anvendelsesområde findes mange typer af sådanne vandrørskedler. Nyere kedler har fyrrum, hvor væggene dannes af tætsiddende rør enten påsvejset en tynd udvendig pladevæg eller som membranvægge af finnerør. Ved fyring med fast brændsel benyttes oftest en vandrerist i fyrrummets bund. Fyrrummet skal være højt for at sikre god udbrænding af fine brændselspartikler, der rives op af brændselslaget af forbrændingsgas og røggasser. Endvidere sikrer et højt fyrrum, at der sker god opblanding af forbrændingsluft og de brændbare gasser fra brændselsopvarmningen, således at forbrændingsprocessen er afsluttet, inden gassen forlader kedlens top og når den såkaldte konvektionspart. Man siger, at tre T'er er nødvendige for en god udbrænding: tid, temperatur og turbulens.

Dampkedler, som anvendes til kraft- og kraftvarmeproduktion i fx elværker og større industrianlæg, vil normalt være forsynet med en overheder monteret som rørslanger dels i fyrrummets øverste del (strålingsoverheder), dels i konvektionsparten, hvor også kedlens fødevandsforvarmer (economiser) og luftforvarmer for forvarmning af forbrændingsluft er placeret.

Fra kedlens overbeholder, hvor vandstanden vha. fødepumper holdes konstant, føres den dannede damp til overhederen, hvor den opnår den ønskede sluttemperatur. Damptemperaturen vil oftest blive reguleret ved indsprøjtning af kølevand (fødevand) i dampgangen fra kedlen eller i et rørstykke mellem de to dele af overhederen.

Ved større kedler kan vandreristen erstattes af en såkaldt spreaderstoker, hvor et antal roterende kastere slynger brændslet ind på risten i kedlen. Risten bevæger sig ved denne konstruktion frem mod kedelfronten, hvor slaggegraven befinder sig.

Ved endnu større kedelkapaciteter kan man ikke indfyre fast brændsel nok ved forbrænding på rist. I så fald anvendes kulstøvfyring, hvor kullet er formalet til et finkornet pulver, der indblæses i fyrrummet sammen med forbrændingsluften. Denne fyringsform er enerådende ved store kulfyrede kraftværkskedler. Eksempelvis kan der i fyrrumsvæggene være placeret 12-24 brændere, der hver kan indfyre 2,5-4 kg kulstøv pr. sekund.

Fra overbeholderen løber vandet tilbage til kedlens nederste fordelerrør, hvorfra det på ny starter sin opstigning gennem kedelrørene, samtidig med at det opvarmes. Dette princip kaldes naturomløb. Store moderne vandrørskedler bygges uden overbeholder, men med et meget stort antal parallelle rør med diameter på 25-35 mm. Vandet pumpes gennem rørene, og i den modsatte ende afleveres damp af den ønskede tilstand defineret ved temperatur og tryk. Denne kedeltype kaldes tvangsgennemløbskedel.