Kaprifikation, den praksis at ophænge grene med hanlige figner (caprificus eller gedefigner, dvs. synconier med hanblomster, oftest fra vilde eller forvildede træer) blandt dyrkede træer af den almindelige figen, Ficus carica. Denne praksis har været benyttet i Middelhavslandene siden oldtiden for at øge frugtsætningen ved at give figenhvepsene bedre mulighed for at bestøve de dyrkede figner. Se mere om bestøvningsforhold under figen.