Jul. Fra venstre julemærket fra 1904, verdens første julemærke (Dronning Louise i ornamental ramme), 1927 (Portræt af julemærkets fader, postmester Einar Holbøll), 1940 (Hvid due med oliegren), 1976 (Julenat — stjerne kom ned til mig) og 1997 (Julens musikalske venner). Et julemærkeark bestod indtil 1950 af 50 ens mærker. Fra 1951 har der været 2-50 forskellige mærker i et ark.

.

Julemærker 2014, tegnet af Jacob Kühnel.

.

Julemærker er særmærker beregnet til at klæbe på juleposten. Julemærket udgives hvert år i november af Julemærkefonden (tidl. Julemærkekomitéen). Overskuddet fra årets julemærkesalg anvendes overvejende til driften af de fire julemærkehjem i Kollund i Sønderjylland, i Hobro, i Ølsted i Nordsjælland og i Skælskør.

Idéen til julemærket og julemærkehjemmene fik daværende postekspedient, senere postmester Einar Holbøll, på baggrund af det store behov for hjælp til nødlidende, underernærede og syge børn omkring århundredskiftet.

Einar Holbøll fik opbygget en julemærkekomité og gennemførte udsendelsen af verdens første julemærke i 1904; siden da er der hvert år udsendt et dansk julemærke. Julemærket kostede 2 øre i 1904. Et julemærkeark bestod indtil 1950 af 50 ens mærker. Fra 1951 har der været 2-50 forskellige mærker i et ark.

I 2001 lanceredes e-Julemærket til e-mails og e-postkort. Indtægten for salget af julemærker, e-Julemærket og julemærkemotiver på konvolutter var i 2014 ca. 21,9 mio. kr.

Einar Holbølls idé er siden taget op i det meste af verden, og der udgives nu julemærker i mere end 125 lande. Private foreninger og organisationer i Danmark har også kopieret idéen og udgiver julemærker, der konkurrerer med Julemærkefondens mærke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig