Jernurtfamilien, Verbenaceae, plantefamilie med 35 slægter og 1200 arter udbredt især i troperne og subtroperne. Det er træer, buske (inkl. lianer) og urter med oftest modsatte, hele blade. Blomsterne er 4-5-tallige, helkronede, som regel læbeformede og sidder i klaser eller tætte duske. Frugtknuden er næsten kugleformet. Frugten er en sten- eller spaltefrugt, sjældent en kapsel.

Mange arter har stor økonomisk betydning ved at levere tømmer, olier, spiselige frugter, urtemedicin og prydplanter. Til familien hører bl.a. Verbena (inkl. jernurt) og Lantana (ildkrone).

Familien har traditionelt været anset for at stå læbeblomstfamilien nær. Nyere undersøgelser opretholder de to familier, men der er sket en revision af deres indbyrdes afgrænsning, således at et antal slægter, der tidligere var placeret i jernurtfamilien, nu placeres i læbeblomstfamilien. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig