indianerkrige

Indianerkrige var væbnede stridigheder i Nordamerika mellem den oprindelige indianske befolkning og de europæiske indvandrere; betegnelsen er snævrere forbundet med kampene om området vest for Mississippi River fra ca. 1850 til massakren ved Wounded Knee i 1890. I Canada afsluttedes væbnede uroligheder blandt folk med blandet oprindelig og europæisk herkomst (métis) med Louis Riels henrettelse i 1885. I Sydvesten endte krigene, da de sidste apacher overgav sig i 1886.

Begrebet indianerkrige er de hvides betegnelse. De indianske folk udgjorde mange forskellige indbyrdes uafhængige grupper eller nationer. Om end flere grupper kunne indgå alliancer, var der ingen central autoritet, der kunne gøre fælles beslutninger bindende for alle kulturer inden for et større område. Indianernes kampe mod kolonister og nybyggere tog normalt form af en række udfald, angreb og baghold uden egentlige militære mål bortset fra håbet om at overleve i nogenlunde vante omgivelser. De hvide gjorde derimod større enheder af forskellige indianergrupper ansvarlige for blodsudgydelserne og kunne på den måde retfærdiggøre militære felttog, som rettedes mod de oprindelige folks bosætninger snarere end mod krigerne. Samtidig legitimeredes tvangsforflyttelser og massakrer, der ved krigenes afslutning havde resulteret i en massiv forarmelse og undertrykkelse af de indianske folk og kulturer.