Husdyrsygdomme, sygdomme hos husdyr, bl.a. kæledyr; bruges ofte i snævrere juridisk betydning om en række af smitsomme sygdomme, der forekommer hos dyr i den animalske produktion, og som dermed har samfundsøkonomisk betydning, samt om en række sygdomme, der kan smitte fra dyr til menneske (se zoonoser), eller som er i stand til at forurene levnedsmidler. Tidligere omfattede husdyrsygdomme næsten udelukkende smitsomme sygdomme hos de økonomisk vigtige dyr: hest, svin, får og kvæg. I dag omfattes også sygdomme hos fx hjorte og flagermus (fx hundegalskab).

Kontrollen med smitsomme husdyrsygdomme er underlagt regulering gennem love og bekendtgørelser, der administreres af veterinærmyndighederne. Dyrlæger skal således indberette forekomsten af husdyrsygdomme til Veterinærdirektoratet via kredsdyrlægen. Klassiske smitsomme husdyrsygdomme, der har været kendt og bekæmpet siden 1700-t., er kvægets tuberkulose, kalvekastning (se brucelloser), mund- og klovsyge, miltbrand og hundegalskab (rabies). Disse sygdomme udgør stadig i visse dele af verden et stort samfunds- og sundhedsmæssigt problem. Nye smitsomme husdyrsygdomme er fx kogalskab (bovin spongiform encefalopati) og papegøjesyge (ornitose eller chlamydiose).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig