Harpe. En blind sanger akkompagnerer sig selv på en harpe af den åbne type. Gravmaleri fra Theben i Egypten fra ca. 1420 f.v.t.

.

Harpe.

.

Blandt danske komponister, som har skrevet værker for harpe, er Jørgen Jersild (1913-2004).

.

Harpen er et knipset strengeinstrument, hvis strengeplan løber fra halsen mod kroppens dæk i en ret vinkel. Man skelner mellem bueharpe, hvis hals fortsætter i forlængelse af kroppen i en blid kurve, og vinkelharpe, hvor halsen møder kroppen i en skarp vinkel. De ældste afbildninger af sådanne "åbne" harper ses hos sumererne (ca. 3000 f.v.t) og i Egypten (ca. 2700 f.v.t.). I nyere tid spilles åbne harper både i Asien og Afrika. På en tredje type forbindes harpens krop og hals med en søjle, som afstiver og styrker konstruktionen. Denne "rammeharpe" kendes fra 700-tallet i Europa, og her begyndte man i ca. 1580 at eksperimentere med forandringer i harpens teknik, i takt med at musikken inddrog stadig flere tonearter. I ca. 1680 opfandtes en mekanik til ændring af strengelængden og dermed tonehøjden ("hageharpe"). Pedalharpen, udviklet i ca. 1720, flytter betjeningen af mekanikken fra hænderne til fødderne, og med S. Érards dobbeltpedalharpe (1810) fremkom den type, der kendes i dag. Den ældre harpe dyrkes dog stadig i Irland, hvor den har status af nationalinstrument.

Et egentligt koncertrepertoire for harpe blev udviklet i 1800-tallet af komponister som F.A. Boieldieu, L. Spohr og Debussy. Det første betydelige danske værk med harpen i centrum er Niels W. Gades koncertouverture Efterklange af Ossian (1840).

Siden middelalderen har harpen nydt stor anseelse som symbol på musikkens guddommelige kraft. Grundlaget er dels den kristne tradition (Davidsharpen), dels den nordiske sagndigtning. Denne overlevering inspirerede 1800-tallets nationalromantik til at anvende harpen som tema i poesi, billedkunst og musik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig