Handel (traditionelle samfund), Handel kan i traditionelle samfund finde sted i form af gaveudveksling, som foruden økonomiske interesser er udtryk for sociale bånd, gæstevenskab og politiske alliancer. Handelen kan være knyttet sammen med ceremoniel udveksling af kostbarheder, der er forbundet med rang og prestige.

Tuskhandel, dvs. varebytte uden brug af penge, har et mere upersonligt præg end gaveudveksling, og der tinges ofte om prisen. Tuskhandel foregår dog også efter regulerede sædvaner, og mange steder etableres faste handelspartnerskaber. En særlig form er såkaldt stum handel mellem jæger- og samlersamfund og agerbrugere, hvor parterne for at undgå konflikter ikke mødes direkte; vareudvekslingen foregår ved, at jægerne efterlader vildt for senere at hente agerbrugernes produkter. Stum handel kendes fra pygmæer og bønder i Centralafrika.

I hierarkisk opbyggede samfund som høvdinge- eller kongedømmer er handelen i reglen led i et tributsystem, hvor underordnede lokalsamfund afleverer en del af deres produktion som tribut; den samles i det politiske centrum og fordeles igen derfra mellem undersåtterne (se redistribution).

I bondesamfund koncentreres handelen ofte på regulære markedspladser; forskellige landsbysamfund kan være specialiseret i produktion af en bestemt type varer (fx tekstiler, keramik eller læderarbejder), som udveksles på markeder, evt. afholdt af landsbyerne på skift. Sådanne markedssystemer findes bl.a. i Mexico og Mellemamerika.

I såkaldte prestigegodesystemer udvikles hierarkiske samfundsformer, hvor centrale grupper monopoliserer udenrigshandel med prestigegoder, dvs. kostbare genstande som tekstiler eller metalarbejder, der indgår i brudepriser og andre socialt nødvendige betalinger. Gennem monopolet knytter centret omliggende samfund til sig som afhængige områder. Prestigegodesystemer var udbredt i Europa og andre verdensdele i oldtiden; i nyere tid kendes de bl.a. fra Afrika og Indonesien.

Mange traditionelle samfunds udvikling har været præget af deres placering i forhold til bycivilisationers og imperiers store handelssystemer. Hertil har de været knyttet som leverandører af specialprodukter, som samfund specialiseret i mellemhandel, som krigeriske samfund, der udplyndrede handelsruter, eller som forfulgte stammesamfund, der hjemsøgtes af slaveekspeditioner.

Læs videre om handelens historie eller om handel generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig