Gyvel
Sort gyvel (Cytisus nigricans) er udbredt i det centrale og østlige Europa. I Danmark dyrkes den som prydplante i haver og optræder af og til forvildet.

Gyvel er en slægt af buske i ærteblomstfamilien. Der kendes ca. 29 arter, der er udbredt i Europa og Middelhavsområdet samt på De Kanariske Øer.

Faktaboks

Også kendt som

Cytisus

Gyvel i Danmark

Almindelig gyvel (Cytisus scoparius) er den eneste art, som er naturligt hjemmehørende i Danmark. Det er en Central- og Sydeuropæisk art med nordgrænse i Danmark. Den findes i hele landet, men er især almindelig på sandede jorder i Midt- og Vestjylland.

Det er en stærkt grenet busk op til ca. 3 meter. Grenene er mørkegrønne, kantede og dunhårede som unge; bladene er 3-koblede eller på unge skud med kun et småblad. De gule blomster sidder 1-2 sammen i bladhjørnerne. Den blomstrer i maj-juni.

Bælgen er flad og springer ved modenhed op med et højt knald. Bestøvningen finder sted ved insekter, der, når de lander på blomsten, får denne til at "eksplodere", idet griflen og støvbærerne i den unge blomst sidder i spænd. Ved eksplosionen frigøres pollenet, og insektet overpudres. Frøene er meget giftige.

Gyvel plantes pga. sit dybtgående rodnet på fx jernbaneskråninger for at binde jorden; flere kulturformer dyrkes i haver.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig