Geoide. Figuren viser geoidens placering i forhold til Jordens overflade.

.

Geoide. Jordens havniveau bestemt på grundlag af ét års observationer med radarhøjdemåleren på satelliten ERS-1. Jordens tyngdefelt er ikke ligeligt fordelt. Det giver anledning til variationer af havets overflade, hvor der er afvigelser fra en gennemsnitsflade på minus 105 m (blåt) syd for Indien til plus 85 m (rødt) fx syd for Afrika. Dybhavsgrave påvirker overfladens højde, der ses som brede linjer langs med fx Japan og Aleuterne.

.

Geoide, abstrakt, matematisk flade, der omslutter Jorden. Geoiden falder sammen med middelvandstanden i havet og følger et tænkt havniveau under kontinenterne. Et hav i fuldstændig ro følger geoiden. På landjorden befinder geoiden sig i et punkt med en dybde svarende til vandstanden i en meget smal kanal, der forbinder punktet med havet. Geoiden er et vigtigt begreb i geodæsi, hvor det er vigtigt at kunne bestemme punkters højder over havniveau, også på landjorden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet geoide kommer af geo- og græsk eidos 'form'.

Da geoiden følger vandoverfladen, er den overalt vinkelret på tyngdekraften og kan bestemmes ved at måle kraften i et stort antal punkter på jordoverfladen, se gravimetri. Geoiden har en meget uregelmæssig form, der skyldes variationer i massefylden i Jordens indre. Fx vil en bjergkæde under havet give anledning til en "bule" i havoverfladen (og geoiden), idet den tiltrækker de omgivende vandmasser.

Studiet af geoiden har også betydning inden for havforskning. Når den virkelige havoverflade afviger fra geoiden over et større område, kan det skyldes havstrømme og temperaturvariationer i havet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig