fratria

Fratria, i oldtidens Hellas oprindelig et broderskab af kampfæller eller en klan af fjernt beslægtede personer.

Faktaboks

etymologi:
Ordet fratria kommer af græsk phratreia 'slægt, broderskab'.

Fornemmelsen af, at fratria var en slægtskabsorganisation, forsvandt dog allerede i arkaisk tid, og efterhånden fremtrådte fratria i mange poleis som en politisk skabt underopdeling af bystaten, og medlemskab af en fratria blev kriteriet for, at man var borger.

Selv under det athenske demokrati, hvor borgerskab primært var knyttet til demen, var alle borgere fortsat fordelt på mere end 100 fratrier. Det var først og fremmest et kultfællesskab om dyrkelsen af Apollon eller Zeus med tilnavnet Fratrios eller Patroos, der bandt fratriefællerne sammen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig