Frøstjerne
Gul frøstjerne (Thalictrum flavum) bliver op til 120 cm høj og blomstrer med hvidligt gule til lysegule, velduftende blomster fra midten af juni til sidst i juli.
Frøstjerne
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Frøstjerne er en slægt i ranunkelfamilien med mere end 200 arter. De findes hovedsagelig udbredt i nordlige, tempererede egne, men kendes også fra troperne, hvor de vokser i bjergegne.

Faktaboks

Også kendt som

Thalictrum

Bladene er fjersnitdelte, og blomsten har et reduceret bloster uden nektarier. Støvdragerne er veludviklede, og pollen spredes med vinden. Frugten er en flerfoldsfrugt af enfrøede nødder. Vindbestøvning er sandsynligvis et sekundært udviklet karaktertræk hos frøstjerne, idet næsten alle andre slægter i ranunkelfamilien er insektbestøvede.

Danske arter af frøstjerne

I Danmark forekommer tre arter af frøstjerne: gul frøstjerne (Thalictrum flavum) vokser på næringsrige, fugtige enge. Den ses hist og her, men er mest almindelig på Bornholm, Sjælland og Fyn samt i Nord- og Sønderjylland. Liden frøstjerne (T. minus) vokser hovedsagelig på kystskrænter. Rank frøstjerne (T. simplex) er en sjælden art på tørre bakker og overdrev på Sjælland og Bornholm.

Visse arter af frøstjerne dyrkes ofte som haveplanter og optræder af og til forvildet, heriblandt akeleje-frøstjerne (T. aquilegifolium).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig