Formidlingskøb er et forbrugerkøb. Det fremgår af Købelovens § 4, stk. 2, at som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i Købelovens § 4, stk. 1, køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis købsaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende. Dette betegnes som et formidlingskøb.

Er der tale om et formidlingskøb, er købet omfattet af Købelovens regler om forbrugerkøb.

Købsaftaler, der indgås mellem to ikke-erhvervsdrivende, fx to private personer, er således som udgangspunkt ikke forbrugerkøb, medmindre et erhvervsdrivende mellemled indgår eller formidler aftalen for den ikke-erhvervsdrivende sælger.

I et formidlingskøb er det den ikke-erhvervsdrivende sælger, som hæfter for opfyldelsen af købsaftalen, men da købet er et forbrugerkøb, har den ikke-erhvervsdrivende køber den retsstilling med hensyn til mangler, misligholdelsesbeføjelser mv., som følger af forbrugerkøbsreglerne.

Der er ikke med Købelovens § 4 a, stk. 2, taget stilling til, hvem der er parter i aftalen, og hvem der dermed hæfter for aftalens opfyldelse.

Tilsvarende findes der i Kreditaftaleloven samme regler, hvor det også gælder det samme for forbrugerkreditaftaler, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende, jævnfør Kreditaftalelovens § 1, stk. 2.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig