En forbrugerkreditaftale er en kreditaftale om lån eller en kreditkøbsaftale om køb af en genstand mellem en kreditgiver og en forbruger.

Den retlige regulering af forbrugerkreditaftaler

Den retlige regulering af forbrugerkreditaftaler findes i kreditaftaleloven, som gælder for alle forbrugerkreditaftaler, hvad enten der er tale om pengelån, kreditkøb eller anden form for kredit. Kredit, der ydes i relation til en tjenesteydelse eller køb af fast ejendom, er ligeledes omfattet af kreditaftaleloven. Efter Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2 falder kortvarige kreditter dog som hovedregel uden for kreditaftaleloven. Kreditaftaler, der ikke er forbrugeraftaler, falder uden for kreditaftaleloven. Dette gælder bortset fra kreditkøb, hvorom der er givet regler i Kreditaftalelovens kapitel 11.

Hovedformålet er forbrugerbeskyttelse

Kreditaftaleloven er en kompleks lov, som indeholder både obligationsretlige og tingsretlige bestemmelser. Et af kreditaftalelovens hovedformål er forbrugerbeskyttelse, hvorfor en del af lovens obligationsretlige bestemmelser ikke i samme grad som fx købeloven er udtryk for almindelige obligationsretlige grundsætninger. Derfor må svarene på en del kreditaftaleretlige spørgsmål ikke altid søges i disse grundsætninger, når de ikke kan udledes af kreditaftaleloven eller dens lovforarbejder. De må ofte findes ved en formålsfortolkning af kreditaftalelovens bestemmelser og ved en analogislutning. Selvom der er tale om en forbrugerbeskyttende lov med en del præceptive (ufravigelige) lovbestemmelser er det en meget kompliceret lov. Kreditaftalelovens bestemmelser og de i medfør af loven udfærdigede forskrifter kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. Kreditaftalelovens § 7, stk. 1. Kreditaftaleloven kan heller ikke fraviges til skade for en forbruger ved sædvane eller kutyme, uanset om den enkelte forbruger eventuelt kan anses for bundet af en sådan brancheskik i kraft af kendskab dertil.

Kreditmodtager

Forbrugeren (kreditmodtageren) defineres i først række ud fra sit formål med lånet/kreditten – det såkaldte transaktionsformål (den tilsigtede anvendelse). Kreditmodtageren vil herefter være omfattet af kreditaftalelovens forbrugerbegreb, såfremt formålet med lånet/kreditten er at dække et privat forbrug eller behov. Spørgsmålet om, hvorvidt en kreditkøbsaftale er en forbrugeraftale, skal afgøres efter forholdene på tidspunktet for aftalens indgåelse. Ved afgørelsen af, om der er tale om et forbrugerkøb i henhold til kreditaftaleloven, er det ved genstande, der ved købet var bestemt til såvel privat som erhvervsmæssig brug, afgørende, hvilken brug genstanden overvejende var bestemt til.

Anvendelsen af kreditten

Om den ydelse, der ved kreditaftalens indgåelse hovedsageligt er bestemt til privat brug eller forbrug, faktisk hovedsageligt anvendes erhvervsmæssigt – eller omvendt – er uden betydning for, om der foreligger en forbrugerkreditaftale.

Kreditgiver

Kreditgiveren er en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, jf. Kreditaftalelovens § 4, nr. 2.

Kreditaftale

En kreditaftale er en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres, jf. Kreditaftalelovens § 4, nr. 3.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig