forbrydelse

Artikelstart

Forbrydelse, inden for strafferetten enhver strafbar lovovertrædelse. I daglig tale anvendes ordet kun om grovere lovovertrædelser. I dansk ret kræver legalitetsprincippet, at der skal være hjemmel for at straffe i en udtrykkelig lovbestemmelse, og den enkelte forbrydelse defineres igennem bestemmelsen.

Når en person har foretaget, hvad der står i loven, siges gerningsindholdet at være realiseret. Det strafbare område udvides gennem reglerne om medvirken og forsøg og indskrænkes gennem reglerne om objektive straffrihedsgrunde, fx nødværge og samtykke. Dette er området for de objektive strafbarhedsbetingelser.

Strafansvar forudsætter derudover, at der har været dels tilregnelse, dvs. at gerningsmandens personlige indstilling opfylder visse nærmere krav, dels tilregnelighed, dvs. at visse krav til gerningsmandens psykiske habitus og alder er opfyldt. Dette er de subjektive strafbarhedsbetingelser.

Den videnskabelige analyse af forbrydelser sker i strafferetten, hvad det rent juridiske angår, og i øvrigt især i kriminologien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig