fod (hos dyr)

Alle tetrapoders lemmer kan udviklingshistorisk føres tilbage til de kvastfinnede fisk, hvoraf de ældste kendes som næsten 400 mio. år gamle fossiler fra Devon (Latimeria, den blå fisk, er den eneste nulevende repræsentant). Som tilpasning til et liv med periodevis ophold på land modificeredes bryst- og bugfinnerne hos disse fisk således, at de kunne tjene som understøttelse for kroppen og som fremdriftsmiddel. Den videre udvikling frembragte tetrapoderne: først padder; siden krybdyr, fugle og pattedyr. For- og baglemmer er opbygget af de samme grundelementer, men udformningen er forskellig, navnlig hos bipedale dyr, der går på to ben, fx fugle.

Foden er sammensat af tre segmenter med flere elementer i hvert segment. Fodroden, tarsus, er det første segment, det danner bl.a. ledforbindelsen til underbenet og er sammensat af flere knogler. I den evolutionært tidlige udformning var fodrodsknoglerne arrangeret i tre rækker på tværs af foden med tre knogler i den første (proksimale) række, tre til fire i den næste (centrale) og fem i den yderste (distale) række. Under udviklingen tilbagedannedes nogle af disse, navnlig de centrale, mens andre voksede sammen. Det næste segment, mellemfoden, metatarsus, udgøres af en række med typisk fem knogler side om side og hver i ledforbindelse med en tå, digitus, der igen er sammensat af to til fem (oftest tre) ledforbundne undersegmenter. Denne femtåede form (pentadactyla) er opstået meget tidligt i udviklingshistorien; ingen nulevende dyr har mere end fem tæer, men hos nogle er en eller flere af tæerne tilbagedannede eller indbyrdes sammenvoksede.

Der er store forskelle i udformningen af fodens segmenter mellem forskellige dyr, nøje sammenhængende med deres bevægelsesmåde. Blandt pattedyrene skelnes mellem tre hovedformer af bevægelsesmåder: plantigrade (sålegængere), hvor alle fodens segmenter indgår i fodens kontaktflade (fx menneske og grævling); digitigrade (tågængere), hvor kontaktfladen dannes af tæerne (fx hundes og kattedyrs poter); og endelig unguligrade (tåspidsgængere), hvor kontaktfladen dannes af tåspidsen og en specielt udformet negl, en hov eller klov, (fx hest og hjort, men også elefanten er tåspidsgænger).