fejde

Fejde, væbnede opgør mellem slægter eller mindre befolkningsgrupper. Fejden var oprindelig baseret på sædvaneret, og retten til at føre fejde eller udøve hævn lå i Danmark til grund for reaktionssystemet i landskabslovene. I Sydeuropa er fejden, blodhævn, blevet praktiseret i første halvdel af 1900-t.

Som retmæssig sanktion tilhører fejden en tid i Europas retsudvikling, da statsmagten ikke havde de fornødne magtmidler til at håndhæve freden i samfundet, og da det derfor var overladt en forurettet og hans slægt gennem fejde at genoprette en tilføjet skade og den herved forårsagede uligevægt mellem slægterne. Navnlig drab var årsag til fejde, og fejden førtes ved vold eller drab. Reaktionen fra den forurettede slægts side kunne også ramme gerningsmandens slægtninge som følge af et kollektivt slægtsansvar. Fejde kunne afværges ved forlig mellem slægterne. Ved forliget forpligtede gerningsmanden og hans slægt sig til at betale en bøde, hvis størrelse til dels afhang af den forurettedes sociale position. Fejder forekom i alle befolkningslag, men er især kendetegnende for stormandsklassen, adelen. Såvel i Danmark som i udlandet søgte kongemagten gennem fredslovgivning at begrænse fejderne. For Danmarks vedkommende blev slægtsfejder først bragt til ophør i 1500-1600-t. i forbindelse med udviklingen af en effektiv statslig retshåndhævelse.

Krige mellem stater eller borgerkrige kunne i ældre sprogbrug også betegnes fejder, fx Grevens Fejde og formuleringen i Christian 5.s Danske Lov "Kommer der Fejde paa Riget..."

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig