farveblindhed

Farveblindhed, dyschromatopsia, afvigende farvesans, nedsat evne til at skelne farver. Farvesansen hos mennesket er en arvelig egenskab, som beror på tilstedeværelsen af tre forskellige synspigmenter, der adskiller sig fra hinanden ved at absorbere lys af forskellig bølgelængde. Synspigmenterne er fordelt blandt nethindens tappe, der herved adskilles i tre typer med forskellig følsomhed over for de tre grundfarver, rød (gr. protos 'den første'), grøn (gr. deuteros 'den anden') og blå (gr. tritos 'den tredje'). Normal farvesans forudsætter, at alle tre typer tappe fungerer normalt.

De arvelige former for farveblindhed rammer oftest en enkelt slags tappe og kan enten medføre en afvigende eller en helt ophævet funktion af disse. Hvis de rødfølsomme tappe er ramt, opstår rødblindhed (protanopi, protanomali). På tilsvarende måde kan evnen til at skelne grønt være ramt (deuteranopi, deuteranomali). I begge tilfælde påvirkes evnen til at skelne imellem grønne og røde farver. Dette kaldes rød-grøn-blindhed og forekommer hos 8% af den mandlige befolkning, men kun med 0,5 % blandt kvinder. Denne skævhed skyldes, at generne for det røde og grønne synspigment er lokaliseret på X-kromosomet. En farveblind mand vil videregive sit X-kromosom til sine døtre, der herved bliver anlægsbærere for rød-grøn farveblindhed uden selv at være det. Derimod vil 50 % af døtrenes sønner arve morfaderens farveblindhed. Forudsætningen for, at en kvinde bliver farveblind, er således, at hendes far er farveblind og hendes mor anlægsbærer.

I meget sjældne tilfælde mangler de blåfølsomme tappe (tritanopi), hvorved evnen til at skelne imellem blåviolette og gule farver mistes. Total farveblindhed, achromatopsi, er en sjælden arvelig øjensygdom, hvor alle tre synspigmenter er inaktive. Total farveblindhed er desuden ledsaget af nedsat syn, ufrivillige øjenbevægelser og lysoverfølsomhed. Farveblindhed kan også opstå senere i livet som følge af forskellige øjensygdomme, navnlig i synsnerven eller nethinden.

Nogle former for farveblindhed gør personen mindre egnet i visse erhverv, fx inden for trafiksektoren, hvor røde og grønne signalfarver spiller en rolle. Derfor bliver farvesansen undersøgt i skolen. Den her i landet mest udbredte test for farveblindhed er Ishiharas pseudoisochromatiske tavler.

Farvesansen har optaget mange store tænkere, bl.a. Goethe. Grundlaget for de moderne farvesansteorier blev lagt med Isaac Newtons opdagelse af lysets spektrum i 1671.

Den engelske læge, fysiker og egyptolog Thomas Young var den første, der påpegede, at der kun behøver at være tre slags sanseceller i øjet, nemlig for grundfarverne rød, grøn og blå, for at alle farvenuancer kan opfattes. Hermann von Helmholtz gav trefarveteorien sin endelige udformning omkring 1860; siden har teorien været kendt som Young-Helmholtz' trikromate farvesansteori. Teorien blev i slutningen af 1900-t. bekræftet molekylærbiologisk, idet de tre respektive gener er fundet. I engelsksproget litteratur benævnes rød-grøn-blindhed undertiden daltonisme efter den engelske kemiker John Dalton, der selv var rød-grøn-blind og beskrev sine farvesansiagttagelser. Han skænkede sine øjne til forskningen, og undersøgelser af farvesansgenerne i hans øjenceller har siden fastslået, at han led af grønblindhed (deuteranopi).