Energisparepære. Adskilt energisparepære, hvor den elektroniske forkobling er synlig.

.

Energisparepære er lysstofrør med kompakt udformning (teknisk betegnelse kompaktlysstofrør). Energisparepæren kendetegnes ved at kunne erstatte en almindelig glødelampe i forskellige armaturer, der oprindelig var udviklet til glødelamper.

En energisparepære har normalt et elforbrug på en femtedel af forbruget i en glødelampe, der udsender den samme lysmængde. Samtidig er levetiden for en sparepære 6-10 gange længere end levetiden for en glødelampe.

Energisparepærer har en indbygget elektronisk forkobling og fremstilles i en række forskellige udformninger, afhængigt af anvendelsesområde og fabrikat. De kan tændes og slukkes på samme måde som almindelige glødelamper; de tænder øjeblikkelig, men nogle opnår først fuld lysstyrke efter et par minutters brændetid.

Energisparepærer blev tidligere især anbefalet på steder, hvor lyset er tændt i mange timer om året; på den måde opnåedes den største besparelse. De anvendtes således i stor udstrækning i industri og erhverv.

Fra 2009 er der i EU sket en gradvis udfasning af glødepærer til fordel for energisparepærer, således at alle pærer med udgangen af 2012 skal overholde en række energikrav.

Energisparepærer udfases fra 2023

Energisparepærer indeholder det giftige tungmetal kviksølv, og af denne grund blev de fra 2023 udfaset i EU, med baggrund i behovet for øget miljøbeskyttelse. Mange steder var disse dog i praksis allerede erstattet af LED-baserede lyskilder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig