Emmentaler er en fast ostetype af komælk. Den stammer oprindelig fra dalen Emmental i Schweiz. Den er møllestensformet med store huller og vejer 65-110 kg; smagen er frisk og nøddeagtig. Den modner 6-12 måneder og har et fedtindhold på min. 45%.

Dens oprindelige historie er ukendt, men den introduceredes i Frankrig i midten af 1800-tallet, og lignende oste fremstilles nu i næsten alle mælkeproducerende lande.

Tidligere tillagde man det betydning for smagen, at osten blev løbet i kobberkar. Den sødligt, nøddeagtige smag skyldes bl.a. bakterien Thermobacterium helveticum. Emmentaler har talrige efterligninger verden over.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig