Eblaitisk var sproget i den nordsyriske oldtidsby Ebla i Syrien. Det kendes fra ca. 2500-2000 f.v.t. og er dermed et af de tidligst overleverede sprog i verden. Eblaitisk er dog kun nødtørftigt kendt, for selv om paladsarkivet i Ebla rummede 17.000 kileskrifttavler, består de allerfleste af teksterne hovedsagelig af tal og navne. Desuden er mange af dem skrevet på andre sprog som akkadisk og sumerisk.

Eblaitisk er et semitisk sprog, der synes nærtbeslægtet med akkadisk – og dermed østsemitisk – men tydeligt forskelligt fra det samtidige oldakkadisk. Gennem forskningshistorien har der dog også været argumenteret for, at sproget skulle være vestsemitisk og dermed høre sammen med de kanaanæiske sprog.

Allerede ca. 2000 f.v.t. var eblaitisk uddødt, fortrængt af amoritisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig