Easy listening, begreb, der fra 1950'erne blev brugt til at markedsføre let instrumental underholdningsmusik med navne som Herb Alpert (f. 1935) og Ray Conniff (1916-2002). Easy listening spændte fra muzak til blød pop. Musikken var præget af diskrete strygerarrangementer og korstemmer, enkle melodier og harmoniske forløb samt rytmer og indslag, der ofte var af eksotisk karakter.

Komponister som Les Baxter (1922-96) og Martin Denny (1911-2005) udmærkede sig inden for genren med nogle raffinerede og underspillede arrangementer. I takt med samfundsudviklingen hen imod flere maskiner, højere tempo og mere støj bredte behovet for en dulmende baggrundsmusik sig, og easy listening omfattede siden også dele af new age, ambient og lounge.

I 1990'erne tog en ny generation af rockmusikere easy listening til sig. Mange, fx Pizzicato Five, Stereolab og Air, gjorde reelle forsøg på at indarbejde genrens musikalske kvaliteter — de bløde værdier og antydede temaer — i nye sammenhænge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig