Johan Thomas Lundbye, En kostald i en bondegård. Vejby, 1844. Statens Museum for Kunst

.

Dyremaleri, maleri, hvor dyr og dyreliv udgør en væsentlig del af motivet. I antikken og middelalderen spillede dyr, både virkelige dyr og fabeldyr, en rolle i billedkunsten både som ornament, i symbolsk sammenhæng og i mere selvstændige realistiske fremstillinger.

I middelalderen var de mest populære de fortællende scener, jagt- og krigsskildringer samt dyrekampe. I renæssancen tegnede Pisanello dyrestudier efter naturen. Albrecht Dürer og Leonardo da Vinci var optaget af hestens anatomi.

Som selvstændig genre optrådte dyremaleriet først i barokken, hvor det især blomstrede i den hollandske 1600-talskunst med en rigt facetteret og specialiseret produktion. Paulus Potter blev berømt for skildringer af køer, og Melchior d'Hondecoeter for sine fugle. Køkken- og slagtestykker var en selvstændig genre, de talrige jagt-, fugle- og fiskestilleben en anden.

I 1800-t. malede Eugéne Delacroix dramatiske billeder af løver, mens der i Gustave Courbets og i Barbizon-skolens landskabskildringer ofte indgår kvæg eller vildt.

I Danmark var C.D. Gebauer i 1800-t. foregangsmand i genren. De fineste resultater opnåede i samme periode J.Th. Lundbye, der var inspireret af de gamle hollændere. Senere blev Otto Bache kendt for sine fremstillinger af heste og hunde og Th. Philipsen for de mange lysfyldte billeder af køer på Saltholm; Johannes Larsen var en fremragende skildrer af især fugle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig