donatisme

Artikelstart

Donatisme, oldkristen kirkeretning, der opstod i begyndelsen af 300-t. i den romerske provins Africa, og hvis udbredelse var begrænset hertil. Af sine modstandere fik retningen navn efter biskop Donatus, den reelle leder fra ca. 315 til ca. 355. Efter kristenforfølgelserne under kejser Diokletian opstod der uenighed om, hvorvidt de præster, som havde udleveret kirkens genstande til den romerske øvrighed, kunne genoptages i kirken. Donatisterne mente, at de frafaldne var urene, og at deres sakramentsforvaltning derfor var ugyldig. Uenigheden bundede i en diskussion om kirkens renhed; for donatisterne var kirken det rene og hellige samfund med Gud. Da der ved bispevalget i Karthago i 311/12 blev valgt en tidligere frafalden, udpegede donatisterne en modbiskop.

Kirkespaltningen blev hurtigt en realitet i resten af Nordafrika, hvor den katolske og den donatistiske kirke levede side om side, undertiden afbrudt af voldelige sammenstød. Den romerske kejsermagt valgte at støtte den katolske kirke og søgte med flere midler at bekæmpe donatismen. Kirkefaderen Augustin indgik i polemik med donatisterne og forsøgte at få samlet kirken, eventuelt vha. tvang. Ved et fælleskoncil i Karthago i 411 blev det ved en civilproces afgjort, at katolikkerne var den sande kirke, og året efter udstedtes en kejserlig lov, der totalt forbød donatismen; kirkeretningen ophørte dog ikke, men efter 435 findes kun spredte efterretninger.

Næsten alle oplysninger om donatismen stammer fra modstandernes tendentiøse beskrivelser. Kirkeretningen er af historikere blevet forklaret som en national rejsning og som en socialrevolutionær bevægelse med tilknytning til circumcelliones. Snarere må udgangspunktet for en tolkning dog søges i donatisternes opfattelse af sig selv som den sande, forfulgte kirke, som martyrernes kirke; den modstand, de mødte, bekræftede dem i denne selvforståelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig