domoinsyre

Artikelstart

Domoinsyre, aminosyre, der er giftig for nervesystemet, og som siden 1988 er fundet i flere arter af den marine planktiske kiselalge Pseudonitzschia. Den findes også hos visse rødalger, bl.a. Chondria armata (der findes i Stillehavet og ved Østafrika) og Alsidium corallinum (der bl.a. findes i Middelhavet).

Domoinsyre kan i større mængder forårsage forgiftninger og død hos fugle og mennesker. Blandt symptomerne på domoinsyreforgiftning er opkastning, kvalme, diarré og mavesmerter, i alvorlige tilfælde svimmelhed og hovedpine. Der kendes dog kun ét tilfælde, hvor mennesker er døde, nemlig i 1987, hvor fire personer døde og 103 fik giftsymptomer af domoinsyre-forgiftede muslinger fra Prince Edward Island i Canada. Mest usædvanligt var et varigt tab af korttidshukommelsen på grund af degeneration af hjerneområdet hippocampus. Sygdommen blev betegnet "Amnesic Shellfish Poisoning, ASP", men kaldes nu "Domoic Acid Poisoning".

I 1991 blev der observeret døde fugle i Monterey-bugten i Californien, og man fandt domoinsyre i deres maver. Fuglene havde spist ansjoser i bugten, og det blev vist, at disse fisk havde spist kiselalgen Pseudonitzschia australis. Myndighederne lukkede muslingefiskeriet i området, og ingen mennesker blev syge.

Giftstoffet kan i små mængder være egnet til at dræbe indvoldsorm, hvilket kan være en forklaring på, at tang og især visse typer af rødalge-tang i folkemedicinen fra mange lande har været brugt mod indvoldsorm.

Det meget lignende giftstof kainsyre kendes fra rødalgen Digenea simplex, der lever i tropiske og subtropiske have verden over (bl.a. Middelhavet) og i århundreder har været brugt mod indvoldsorm.

Se også skaldyrsforgiftning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig