den svage kernekraft

Den svage kernekraft er en kraft, der virker mellem kvarker, leptoner, og Higgs-partiklen. Den overføres via W+, W- og Z0-partiklerne. Den svage kernekraft viser sig især ved betahenfald af atomkerner og ved henfald af visse elementarpartikler. I forhold til henfald, der skyldes den stærke kernekraft, vil henfald, der foregår via den svage vekselvirkning (de såkaldte svage henfald), finde sted meget langsommere.

Teorien for den svage vekselvirkning blev udviklet i løbet af 1900-tallet, begyndende med et væsentligt bidrag fra Enrico Fermi i 1933, og kulminerende med den stort set komplette teori fremsat af Steven Weinberg i 1967. Weinbergs teori forenede samtidig den svage vekselvirkning med teorien for elektromagnetisme og forudsagde bl.a. ufravigeligt eksistensen af W+, W-, Z0-partiklerne samt Higgs-partiklen. Alle fire partikler er siden fundet eksperimentelt. Derudover forudsagde Weinbergs teori en relation mellem masserne af W-partiklerne og Z0-partiklerne, som er direkte forbundet til eksperimentelt målbare størrelser knyttet til kvarkerne og leptonerne. Også denne relation er siden verificeret eksperimentelt til meget høj præcision.