Dallandskaber, landskaber domineret af dalsystemer. Dallandskaber er udbredte, og i stor skala findes fremtrædende eksempler i Vestnorge, Skotland og Appalacherne i Nordamerika. I Danmark findes de kun i mindre målestok; de største er de østjyske tunneldale. Dallandskaber er skabt ved lineære erosionsprocesser, men de kan være ganske forskelligartede.

I foldebjergene Appalacherne forløber dalene stort set parallelt med overordnede geologiske strukturer som eksempelvis grænser mellem bjergarter af uens hårdhed, hvorved hoveddalene følger bjergkædens længdeudstrækning.

I Vestnorge er dybe dalsystemer skabt ved flod- og gletsjererosion i den brudkant, der opstod, da Nordeuropa og Grønland blev adskilt ved kontinentaldrift. Den nydannede regionale skråning gennemfuredes af floddale som følge af den store terrænhældning. De fremkomne dalsystemer forlængedes gradvis ved tilbagegående erosion langt ind i landområderne bagved, vinkelret på disses geologiske hovedstrukturer.

En tredje type dallandskaber kendes fra staten Washington i USA. Nær byen Spokane findes et imponerende system af dybe floddale, som er uden vandløb. Området er kendt som "The Channelled Scablands". Dette dallandskab er i modsætning til de ovenstående skabt ved én katastrofeagtig begivenhed. Store smeltevandsmasser tappedes her fra isdæmmede søer i sidste istid, og erosionsdalene skabtes på kort tid af de gigantiske vandmasser. Siden har de ligget tørre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig