Dagvogn.
Lukket dagvogn (berline) til person- og postforsendelser med to rødklædte postkarle (postilloner) på bukken. Til højre kusken, til venstre karlen med posthornet. Foto fra Ib Møllers Hestevogne i Danmark 1998, s. 106. Efter Post- og Telemuseet.
Dagvogn.
Af /Post- og Telemuseet.

En dagvogn er en hestetrukket vogn, der tidligere blev brugt til person- og postbefordring på det danske postvæsens hovedruter.

Først brugte man åbne vogne ofte af holstensk type til personbefordring, mens de lukkede karrioler og kuglepostvogne var forbeholdt postforsendelserne. Man kunne imidlertid tilkøbe mere behagelig befordring i en lukket vogn kaldet ekstrapost. I kort tid brugte man diligencer af amerikansk type, men da ekstraposten blev for kostbar, ophørte den efter få år.

De gulmalede og godt affjedrede lukkede hestevogne – nu kaldet dagvogne – blev indført på ruten København-Hamborg efter den store reform af befordringsvæsnet i 1834 og senere udbredt til ruter over hele landet. Baggrunden var, at alle store landeveje blev indgrøftet og fik jævn og stabil belægning (de blev chausseret) efter bestemmelserne i vejforordningen af 1793. Dagvognene var af flere forskellige typer (berline, coach, coupé) og blev trukket af to heste og kørt af rødklædte postkarle med posthorn.

Dagvognene mistede efterhånden betydning overfor jernbanerne, hvis personvognes tidlige design mindede om de hestetrukne dagvogne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig