cyste (blæredannelse)

Cyste, i lægevidenskaben en abnorm, sækformet dannelse indeholdende væske eller grødagtigt materiale.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cyste kommer af græsk kystis 'blære'.

Cyster kan være medfødte, opstået ved udvidelse af fosterstrukturer, som normalt tilbagedannes under udviklingen. Sådanne ses fx på halsen, udgået fra fosterets gællekløfter (brankialfurer) eller fra skjoldbruskkirtlens oprindelige udførselskanal, der udmunder bagtil på tungen. Hele organer kan være opfyldt af medfødte cyster, fx ved cystenyresygdom.

Erhvervede cyster kan opstå i kirtler pga. tillukning af deres udførselsgang. Denne gruppe cyster kan også være forårsaget af parasitter, fx hydatidecyster i leveren, fremkaldt af bændelorm. Godartede og ondartede svulster kan være cystiske, se fx æggestoksvulst. Cyster kan også opstå ved vævshenfald, fx i hjernen efter en blodprop.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig