bygge- og anlægsvirksomhed

Bygge- og anlægsvirksomhed, aktiviteter, som omfatter nybyggeri, om- og tilbygningsvirksomhed, reparations- og vedligeholdelsesarbejde samt anlægsarbejde.

Bygge- og anlægssektoren består af entreprenørvirksomheder, murermesterforretninger, tømrer- og snedkerforretninger, malerforretninger, vvs-installatør- og blikkenslagerforretninger, el-installationsforretninger, glarmesterforretninger, gulvbelægningsfirmaer, isoleringsforretninger mv. samt af visse offentlige virksomheder.

Fordelt efter beskæftigelse er entreprenørvirksomhed den største branche, og sammen med tømrer- og snedkervirksomhed dækker den ca. 47% af beskæftigelsen i sektoren.

Bygge- og anlægssektoren er en udpræget håndværkssektor, og den består overvejende af små virksomheder. I 2011 lå den samlede produktionsværdi på 193,2 mia. kr., og der var ansat godt 146.000 personer. Bygge- og anlægssektorens betydning ved konjunkturskift er langt større, end sektorens umiddelbare størrelse antyder. Udsving i den samlede produktion og beskæftigelse har således i flere perioder haft direkte sammenhæng med ændringer i bygge- og anlægssektorens aktivitetsniveau.

Sektorens udvikling hænger dog også nøje sammen med den øvrige økonomi. En række politiske indgreb har direkte berørt sektoren, fx i juni 1973, da Folketinget vedtog et boligforlig med ændring af en række boliglove, hvilket bl.a. indebar bortfald af momsrefusion til byggeri.

Andre eksempler er fremrykningen af anlæggelsen af en række jyske motorveje og tværveje i forbindelse med finanslovsforliget i 1992, og i 1994 reduktionen af tilskudsprocenten til boligforbedringer. Desuden har ændringer i renteforhold og inflationsniveau stor betydning for de langsigtede investeringer, der er tale om, når det gælder bygge- og anlægssektorens produktion.

Sektoren har gennem en årrække været "fredet" i forbindelse med indgåelsen af de finanspolitiske forlig pga. det lave aktivitetsniveau inden for erhvervet. Sektorens produktionsresultater indgår i alle øvrige erhverv i form af reparation og vedligeholdelse af bygninger og anlæg (ca. ¹/₄ af produktionsværdien) samt i form af leverancer til erhvervenes investeringer i nye bygninger og anlæg (ca. ³/₄).

Råstofforbruget inden for bygge- og anlægsvirksomhed er til trods for reparationernes store andel af produktionsværdien temmelig stort; i 2005 udgjorde udgifterne til rå- og hjælpestoffer ca. 60% af produktionsværdien. Forklaringen ligger i de stærkt forarbejdede elementer, der indgår i byggevirksomheden.

Efterspørgslen efter bygge- og anlægssektorens produkter var i begyndelsen af 1970'erne præget af den store private efterspørgsel efter boliger. I 1973 fuldførtes således mere end 55.000 boliger. Under den efterfølgende lavkonjunktur, som var præget af stor ledighed og stagnation i reallønnen, sås en væsentlig nedgang i efterspørgslen efter nye boliger, og i 1981 blev der kun fuldført knap 22.000 boliger faldende til et niveau på 14.000 i starten af 1990'erne.

Samtidig med nedgangen i boligbyggeriet blev der gennemført besparelser på de offentlige budgetter, hvilket påvirkede anlægsvirksomheden i negativ retning. På den anden side var der imidlertid fra 1970'erne til 1980'erne tale om en væsentlig vækst i efterspørgslen efter arbejdskraft til reparations- og vedligeholdelsesarbejder. Det samlede resultat var dog et fald i beskæftigelsen inden for sektoren.

Efter en korterevarende opgangskonjunktur omkring 1986-87 faldt beskæftigelsen igen; men i 1994 blev der konstateret et begyndende opsving med stigende produktion og beskæftigelse til følge. I 2005 blev der fuldført knap 27.000 boliger, og der var tale om pæn vækst i såvel erhvervsbyggeriet som ved anlægsarbejder. Denn vækst blev dog siden bremset af Finanskrisen og dens følger.