byfornyelse

Formålet med byfornyelseslovgivningen er at gøre utidssvarende boliger og boligområder tidssvarende. Indsatsen omfatter hovedsagelig genopretning, forbedring og nedrivning af utidssvarende boliger samt etablering af gårdanlæg i karréerne. Byfornyelse kan gennemføres i områder, hvor bebyggelsen ikke giver tilstrækkelig adgang til lys og luft og til opholds- og friarealer. Endvidere er det muligt at gennemføre genopretning og forbedring af ejendomme, der ligger uden for sådanne områder, såkaldte boligforbedringer. Byfornyelse med primært socialt sigte kaldes kvarterløft.

Kommunerne vedtager beslutninger om byfornyelse og boligforbedringer. Der er fastlagt regler, som skal sikre, at beboere og andre berørte får mulighed for at diskutere og kommentere kommunens planer. Både ejere og beboere kan efterfølgende nedlægge veto mod flere typer af forbedringer.

Normalt skal kommunen opfordre en ejer til at stå for gennemførelsen af den besluttede fornyelse af en ejendom. Kommunen kan, hvis der er tale om en omfattende ombygning m.m., eller hvis ejendommen ønskes nedrevet, kræve at overtage ejendommen. Ejere kan forpligtes til at medvirke til etablering og drift af et fælles gårdanlæg.

Ejere og lejere kan i en vis udstrækning indklage kommunens beslutninger for et byfornyelsesnævn, der har en dommer som formand.

Det er et princip, at det offentlige dækker alle udgifter til vedligeholdelse og genopretning samt til forbedringer, i det omfang de ikke medfører værdistigninger. Det betyder, at huslejen i private udlejningsejendomme højst kan stige til en leje, der svarer til lejen i nyt almennyttigt boligbyggeri.

Både stat og kommune bidrager med økonomisk støtte. Den offentlige støtte til renoveringer gives som tilskud til renter og i særlige tilfælde også til afdrag på de realkreditlån, der optages for at dække renoveringsudgifterne. Andre udgifter støttes normalt med direkte offentlige tilskud.

Lejere i boliger, der renoveres eller nedrives, har mulighed for over en årrække at modtage en særlig gunstig boligsikring, ligesom lejere normalt har ret til at få anvist en anden bolig, såkaldt genhusning.

Det er statens opgave at fordele de årlige aktivitetsrammer imellem kommunerne samt at informere og udarbejde vejledninger og bekendtgørelser.

Byfornyelsen har i første halvdel af 1990'erne medført samlede årlige investeringer på ca. 3 mia. kr., og der er renoveret 5000-8000 boliger om året.

I 1992 blev der vedtaget en lov om privat byfornyelse. Den omfatter regler for støtte til renoveringer i private udlejningsejendomme og i almennyttige ejendomme.

Byfornyelsesloven har baggrund i en række love, der strækker sig tilbage til Lov om Boligtilsyn og Sanering af usunde Bydele fra 1939. Dens hovedsigte var at bekæmpe usunde boliger og bydele. Heraf ordet sanering, som betyder at gøre sund. Saneringsbestemmelserne sigtede alene mod nedrivning og efterfølgende nybebyggelse. Kun få saneringer blev gennemført efter den lov, fx Borgergade-Adelgade-saneringen.

I 1959 vedtoges Loven om sanering af usunde bydele, som indeholdt bestemmelser om gennemførelse af renovering af boligejendomme. Det var imidlertid først med Saneringsloven fra 1969, at der for alvor kom gang i aktiviteterne. Lovens sigte var ikke længere kun bekæmpelse af usunde boliger, men også etablering af tidssvarende boliger. Med denne lov indførtes almennyttige saneringsselskaber, der skulle godkendes af boligministeren. Saneringsselskaberne kunne vedtage planer for boligområder, der normalt bestod af karréer. Planerne skulle herefter sendes til udtalelse i kommunen og til godkendelse i Boligministeriet. Saneringerne foregik hovedsagelig i København og i et vist omfang i nogle af de større kommuner.

Indtil sidste halvdel af 1970'erne var saneringsplaner som regel ensbetydende med omfattende nedrivninger af karréer og i flere tilfælde med total rydning. De blev i begyndelsen gennemført, uden at beboerne blev hørt, hvilket udløste omfattende beboerprotester. I 1980 førte en rydning af en byggelegeplads på det indre Nørrebro i København, Byggeren, til en af de største politiaktioner i mange år. Modstanden medførte, at der gennemførtes flere renoveringer, og at beboerne i stigende grad blev inddraget i debatten om planerne. Det sidste blev støttet af en ændring af Saneringsloven i 1973, og i løbet af 1970'erne blev lovgivningen ændret, således at der kunne ydes en bedre økonomisk støtte til renoveringer.

I 1983 trådte Byfornyelsesloven i kraft. Ordet byfornyelse skulle markere en afstand til begrebet sanering, der for mange var blevet synonym for nedrivning. Saneringsselskaberne blev i loven ændret til byfornyelsesselskaber. I modsætning til Saneringsloven anvendes Byfornyelsesloven af store og små kommuner over hele landet, og de fleste kommuner lægger vægt på, at renoveringerne skal være acceptable for ejere og lejere.

Aktiviteterne har løbende været genstand for omfattende diskussioner mht. processen, dens kompleksitet og de mange medvirkende, behovet, målsætningen og økonomien, herunder den høje subsidieringsgrad og dens mulige indflydelse på de beslutninger, som træffes.

• gentrificering
• kvarterløft