Brevpresser, tung genstand til at holde breve eller papirer på plads. Brevpressere af glas blev fra 1840'erne den helt store mode i Europa og USA. Med inspiration fra Murano ved Venedig blev de fremstillet på glasværker i Frankrig (Baccarat, Clichy og St. Louis), i Belgien, England og Bøhmen. I Danmark blev de i samme periode kun fremstillet som fusk, men efter 1945 har Holmegaards Glasværk haft brevpressere i egentlig produktion. Brevpresserne, der er yndede samlerobjekter, har ofte indlæg af millefioriglas eller af glasstykker, der danner blomster, sommerfugle o.l. En fornyet interesse i 1970'erne resulterede i brevpressere fra især Skotland og USA samt en massefabrikation fra Kina.