begravelse (Begravelsesskikke - Danske skikke i 1800- og 1900-t)

Begravelse (Begravelsesskikke - Danske skikke i 1800- og 1900-t), I det historiske forløb, der rækker fra 1700-t.s rationalisme over romantikken i årtierne omkring 1800 til 1800-t.s videnskabelighed, blev den abstrakte forståelse af døden fuldbyrdet. Med forestillinger om optagelse i den evige og guddommelige natur (panteisme) og om intetheden efter bevidsthedens ophør blev det gradvis overladt til den enkelte at finde en personlig overbevisning. Sommerfuglen, det hellenistiske symbol for sjælen, der frigør sig fra legemets fængsel, blev romantikkens foretrukne dødssymbol.

I løbet af 1800-t. forsvandt begravelsens indledende riter, der havde været praktiseret siden middelalderen. Professionelle bedemænd overtog efterhånden de opgaver, som tidligere havde været familiens og det nære samfunds. På landet, hvor de gamle skikke levede længst, vaskede afdødes nærtstående liget, klædte det i linned og lagde det "på strå", dvs. at liget stod fremme i ligstuen i en uges tid; derpå sørgede de for at lægge det i kisten og for gravning og ringning. En række skikke betegnede afsked med den endnu nærværende sjæl. Alle, også børn, skulle se, berøre og evt. kysse den afdøde i ligstuen. I tiden mellem dødens indtræden og begravelsen holdt man indtil ca. 1800 vågestuer, dvs. man spiste, drak og opholdt sig i den stue, hvor den døde lå. Før udsyngningen, hvor liget blev båret ud af hjemmet, var det almindeligt helt op i 1900-t. at drikke kaffe ved den åbne kiste. Vinduer blev åbnet for at hjælpe sjælen på vej, og gengangeri blev forhindret ved fx at binde storetæerne sammen, ved at bære liget ud med benene først eller evt. ved tilmuring af den dør, det blev båret ud igennem. I løbet af nogle få generationer gik disse gamle folkelige skikke af brug.

Indtil 1870'erne var det skik på landet, at kisten efter udsyngningen blev båret direkte til graven, hvor præsten forrettede jordpåkastelsen og holdt en kort ligtale. Efter 1870'erne blev det, der hidtil havde været en overklasseskik, almindelig udbredt, nemlig at kisten bæres ind i kirken, hvor der holdes en personlig ligprædiken. Hen mod 1900 afløstes "gravøllet" eller "arveøllet", de gamle todages gilder med rigelig mad og drikke, af et kortvarigt mindesamvær med kaffebord. "Ærøl", en mindefest som mere velstående folk holdt året efter dødsfaldet, gik derimod helt af brug. Hvide ligkister, ligbrænding og bisættelser i stilhed blev vigtige udtryk for, at en rationel-hygiejnisk og en mere "demokratisk" holdning var ved at slå igennem i 1900-t.s begyndelse. Blomster som billede på paradiset vandt indpas og dæmpede dødens gru i sørgehjemmet og ved begravelsen.

I løbet af 1800-t. var de mærkedage, der havde opdelt sjælens vandring inden optagelsen i dødsriget, blevet udvisket. Af overgangsfaserne udskillelse, mellemstadium og optagelse markerede man med begravelsesskikkene efterhånden kun udskillelsen, dvs. sorgen ved afskeden, samtidig med, at troen på den kristne genopstandelse svækkedes. Den sørgetid, hvor de efterladte afholdt sig fra lystighed i en måneds tid, og hvor enken/enkemanden bar sorg og ventede med et nyt giftermål i et år, blev opretholdt som norm til begyndelsen af 1900-t. Sørgedragtens sidste rester, armbind, flor og høj hat, gik af brug i løbet af perioden ca. 1920-60, først i de større byer. Som følge af de stadig løsere sociale netværk blev sorgen gradvis overladt til privatlivet.

I nutidens Danmark er det normal praksis, at et dødsfald meddeles via en dødsannonce i en avis; evt. angives tid og sted for begravelsen eller bisættelsen, men meget ofte står der lakonisk, at bisættelsen har fundet sted. Evt. opfordres man til i stedet for blomster eller kranse at indbetale penge til et bestemt, velgørende formål.

Når et menneske dør, overlades som regel alle praktiske foranstaltninger til de professionelle hjælpere: Bedemanden, præsten og personalet på den institution, hvor dødsfaldet er sket, for de fleste dødsfald sker i 1990'erne på hospitaler og plejehjem. Det personlige præg på en begravelse eller bisættelse kan bestå i valg af salmer og blomster og i, at man ønsker at give den afdøde en ting med i graven: brudebuket, vielsesring, et lykkedyr e.l.

Efter begravelsen er der ofte mindesamvær, som regel om et kaffebord. I byerne har dette en mere privat karakter, mens man på landet inviterer hele følget, som regel ved at præsten annoncerer det. De pårørende til den afdøde sender kort tid efter begravelsen et takkekort til dem, der har deltaget eller udvist opmærksomhed, eller de indrykker en takkeannonce i et dagblad.

Den fortrængning af døden, der har præget 1900-t., er tydeligst kommet til udtryk i de større bysamfund. På landet hører begravelser i stilhed til undtagelserne; naboer og venner følger fortsat forpligtelsen til at deltage i stort tal. Dødsfald markeres gerne ved, at flaget hejses på halv stang; i Sønderjylland ringes desuden med kirkeklokkerne, en reminiscens af den katolske sjæleringning.

I løbet af 1980-90'erne er bestræbelser på at genskabe en mere fortrolig omgang med døden vokset frem. Ud fra især psykologiske begrundelser inddrages de pårørende i flere led af begravelsen. Motivet er uændret, at de døde skal slippe deres greb i de efterlevende. Se også kirkegård og gravskik.