Baihua er kinesisk litteratur på dagligsprog. Gennem de sidste mere end tusinde år har Kina haft to skriftsprog: Ét baseret på det klassiske litteratursprog, wenyan, som anvendtes til alle højtidelige og officielle formål; ét baseret på talesproget, baihua, som havde en langt mindre anerkendt status.

Siden Yuan-dynastiet (1271-1368) har man skrevet teaterstykker på baihua, siden Ming (1368-1644) og Qing (1644-1911) romaner såsom de fremragende Shuihu Zhuan (Fortællinger fra sumpene) og Honglou Meng (Drømmen om den røde pavillon). Fra begyndelsen af 1900-tallet forekom wenyan mange at være ude af trit med tidens ambitioner og Kinas modernisering. Men først efter Fjerde-maj-bevægelsen (Kinas første "kulturrevolution") i 1919 kom man for alvor i gang med at anvende talesproget som forbillede for et skriftsprog til almindelig brug i litteratur, aviser, undervisning og administration. Normen var den nedarvede baihua og den moderne Pekingdialekt. De to store navne i skriftsprogets demokratisering var litteraten Hu Shi (1891-1962) og den revolutionære leder Chen Duxiu (1879-1942).

En parallel bevægelse etablerede et officielt talesprog, guoyu, "nationalsproget", ligeledes baseret på Pekingdialekten, til afløsning af kejsertidens guanhua, embedsmandssproget "mandarin", som snarere havde været en slags nordkinesisk pidgin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig