badevandskvalitet

Langt de fleste danske strande har en badevandskvalitet, der gør dem velegnede til badning.

.

Badevandskvalitet er kvaliteten af vand beskrevet med henblik på badning i søer, floder og havet. Indholdet af tarmbakterien Escherichia coli (E. coli) er den mest kendte kvalitetsangivelse for badevand. God badevandskvalitet er et af de krav, der skal opfyldes, for at en strand kan få Blå Flag.

Vand med mindre end 100 colibakterier pr. 100 ml anses for velegnet til badning, mens vand med mere end 1000 anses for uegnet. E. coli bruges som indikatororganisme for forurening med afføring, der især skyldes spildevand. Vand med højt indhold af colibakterier vil ofte indeholde væsentlige mængder spildevand.

De mange sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der findes i spildevand, udgør en smittefare; badning kan give sygdomme som polio og mave-tarm-sygdomme.

Kvaliteten af badevandet varierer fra dag til dag, afhængigt af strøm- og vindforhold samt spildevands- og regnvandsudledninger. Kontrol af badevand er derfor baseret på analyse af vandprøver udtaget gennem hele badesæsonen.

Hvert år udsender Miljøstyrelsen en opdateret oversigt over badevandskvaliteten.

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig