Børneanalyse. Sigmund Freud. Foto fra 1921.

.

Børneanalyse, udtryk, der især har været anvendt om psykoanalyse af børn. Sigmund Freud foretog i 1908 (12 år efter grundlæggelsen af psykoanalysen) en analyse af en femårig dreng med fobisk angst for heste. Freud var imidlertid skeptisk over for børneanalysens muligheder, men hans datter Anna Freud udviklede i 1920'erne en børneanalytisk metode, som fik betydning for den tidlige børnepsykiatri og klinisk børnepsykologi.

I samme periode opstod en konkurrerende børneanalytisk retning skabt af Melanie Klein, der fx benyttede legen i terapeutisk øjemed. Af nyere børneanalytikere har især Donald W. Winnicotts teorier dannet skole.

Børneanalyse spiller i dag mere en teoretisk end en praktisk rolle, og psykoanalysen har som udviklingsteori en mindre fremtrædende plads i moderne børnepsykiatri og børnepsykologi end tidligere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig