arvefæste

Artikelstart

Arvefæste, form for begrænset selveje, som var udbredt i Danmark fra 1760'erne, til fæstevæsenet blev afviklet ved lov i 1919 (se fæste).

Det blev i løbet af 1700-t. almindeligt, at fæste gik i arv i familien, men under indtryk af debatten om bondefrigørelse fra slutningen af 1750'erne blev arvefæstet en tinglyst ret på nogle krongodser og private godser, navnlig omkring København. Arvefæsteskøderne fra Hørsholm Gods 1761 blev trykt og bl.a. anvendt som model ved arvefæste på Bernstorff og Gjorslev godser hhv. 1764-67 og 1767-69.

Ved arvefæste betaltes en årlig pengerente, og efter betaling af rekognition (ejerskiftebeløb) til godset kunne gården frit overlades til slægtninge eller andre. Ved de fleste former for arvefæste kunne jorden pantsættes, ligesom der kunne ske frasalg. Den positive virkning for bønderne af arvefæste var tydeligst, hvor hoveriafløsning og navnlig udskiftning samtidig blev gennemført.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig