arum

Arum. Plettet ingefær, Arum maculatum, bestøves af sommerfuglemyg, der lokkes til planten af duftstoffer, udskilt fra den opsvulmede kolbespids. Insekterne glider ned i blomstens indre, hvor de holdes indespærret af stive hår, dannet af golde blomster, der sidder netop, hvor det ydre hylsterblad er snævrest. Efter ca. et døgns ophold i blomsten, hvorunder de afsætter pollen på hunblomsterne nederst i blomsterstanden, kan de atter kravle ud; hylsterbladet bliver mindre glat, og hårene visner. På vejen op pudres de med pollen fra hanblomsterne, der sidder over hunblomsterne og i mellemtiden er blevet modne.

.

Arum. Italiensk arum (Arum italicum).

.

Arum. Dansk ingefær (Arum orientale ssp. danicum).

.

Arum, Arum, planteslægt i arumfamilien med ca. 30 arter udbredt i Europa og Middelhavsområdet. Planterne har en underjordisk knold og pil- eller spydformede blade, og hele planten er giftig. De nøgne han- og hunblomster sidder nederst på en kolbe omgivet af et hylsterblad, og kolben er forlænget i en steril, kølleformet del. Frugtstanden har røde bær.

I Danmark findes i løvskove dansk arum (også kaldet dansk ingefær), A. alpinum, der ikke har pletter på blade og hylsterblad, mens plettet arum, A. maculatum, er indført og har spredt sig til skove og parker.

Som havestaude dyrkes italiensk arum, A. italicum, der kan vokse næsten overalt. Den har en lav vækst og vintergrønne, hvidbrogede blade. I forsommeren bærer den en kolbe med hvidgrønt hylsterblad og i sensommeren højrøde, dekorative, men giftige bær.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig