arbejdsformidling

Arbejdsformidling, organiseret bistand til etablering af kontakt mellem jobsøgende, fx mellem ledige, der søger job, og arbejdsgivere, der søger arbejdskraft. Tidligere udførtes funktionen hovedsageligt af Arbejdsformidlingen, AF, som især tog sig af job for ufaglærte og kortuddannede, mens kommuner formidlede arbejde til bistandsklienter. Efter kommunalreformens ikrafttræden primo 2007 er AF sammenlagt med de kommunale beskæftigelsescentre i nye fælles jobcentre. Alle landets kommuner skal have jobcentre med undtagelse af syv kommuner med under 20.000 borgere. Disse sidste kan etablere samarbejde med nabokommuner. Der var således i alt 91 jobcentre i Danmark efter reformen, i 2022 er der 94.

Arbejdsformidling foretages endvidere af a-kasser, fagforeninger, vikarbureauer, bookingbureauer og konsulentfirmaer — de sidste især med henblik på besættelse af højere stillinger. Det er dog kun en lille del af alle ledige job, der formidles gennem disse institutioner. De fleste besættes via annoncer og personlige forbindelser. Arbejdsformidling, der udføres af jobcentre og lønmodtagerorganisationer, er som hovedregel gratis; jobcentre kan dog opkræve betaling hos arbejdsgivere for visse ydelser.

Jobcentrene drives af kommunerne (før 1. august 2009 i et samarbejde mellem kommunerne og staten). I statsregi hørte jobcentrene under Arbejdsmarkedsstyrelsen. Arbejdsformidlingsfunktionen udgør kun en del af opgaverne i jobcentrene, der også administrerer en række arbejdsmarkedspolitiske ordninger for ledige. Formålet med arbejdsformidlingen er på neutral vis at betjene jobsøgende og arbejdsgivere samt at sikre, at der ikke opstår mangel på arbejdskraft. Siden 1980'erne har arbejdsformidling i stigende grad været indrettet efter virksomhedernes behov. Der benyttes it-baseret jobformidling (Jobnet), dag-til-dag lynformidling, åben formidling (der er baseret på et selvbetjeningsprincip, fx jobbutikker og job-tv), vikarformidling og personaleudvælgelse.

Den første egentlige arbejdsformidling blev varetaget af arbejdsmarkedets organisationer, især lønmodtagersidens. Efter ønske fra arbejdsgiverside blev en offentlig arbejdsformidling, Arbejdsanvisningen, etableret ved lov i 1913, og den bestod side om side med a-kassernes arbejdsformidling frem til 1969. Med oprettelsen af AF i 1970 fik det offentlige monopol på arbejdsformidling. Privat anvisning kunne dog finde sted på særlige områder. I 1978 fik a-kasserne igen mulighed for at formidle (parallelanvisning), og fra 1990 blev AFs monopol helt ophævet. Omtrent samtidig fik kommunerne mulighed for at formidle arbejde til udsatte grupper af borgere efter aftale med AF.